Husmorforeningen på Kollegiet

1973 dec.; HusmorforeningenKollegie'et
Jyderup og Omegns Husmoderforenings julefest i aftes på Kollegiet blev lige så smuk og festlig som tidligere år, og traditionen tro var der stuvende fuldt hus, da formanden fru Edith Møldrup, bød velkommen og efter en fællessang gik man over til aftenens festlige program. Også i år medvirkede Jyderup Realskoles dygtige pigekor under ledelse af sangpædagog fru Birgit Rasmussen, og koret underholdt med en række dejlige sange, og der sluttedes af med en nissedans, ligeledes af korets medlemmer.


Er det livet?
Årets juletale blev holdt af Ane-Lise Søvndahl-Petersen, der tog sit udgangspunkt i den fortravlede tidsalder vi lever i - Er det virkelig det der er livet? Er det meningen at vi kun skal skabe? Skal der ikke også være tid til at glæde sig over tilværelsen i ro og mag, sagde fruen.
Tvivlerne i blandt os er, begyndt at vise sig, og de er kommet for at blive, så længe vi har s travlt. Vi kan i dag se, at mange af de unge ikke føler sig tilpas, i dette travle liv, og ikke alle føler det rigtigt at deltage i ræset. Og selv os, som er opdraget til at passe vore ting, vi kan standse op og spørge os selv: Ja, men hvor finder jeg min plads i dette hurlumhej? En lille smule trang til at vende ryggen til tidens krav om effektivitet, dem mærker vi vel alle, men det gør vel egentlig ikke noget, tværtimod.
En helt ny ting er dukket op på det sidste. Energikrisen er over os, og vi mærker den alle. Mange har fået et chok over pludselig at føle at de gode tider er ved at forsvinde. De fleste skyder skylden på araberne. Ord som "Hvad bilder de sig egentlig ind" er dagligdags. Men sagen er vel i høj grad en anden. Vi har i alt for lang tid kørt på en politik der i vor tidsalder blevet betegnet som forbrugervenlig, og havde som slagord: "brug og smid væk" Vi må nu til at vinde tid og tilpasse os den situation, som vi ved vil opstå, nemlig når brændslet slipper op og mangel på metaller er et faktum
Vi må tænke på vore børn og børnebørn, hvis vi skal nå at rette op på de mange fejltagelser vi i vor naive entusiasme har begået i vor ekspansion af teknik og viden.
Først da har vi banet vej for kommende slægtled og kan måske endelig se en mening i vor uro prægede tilværelse.
Den store glæde
Og så står vi foran en juletid, mørkere end ellers, men alligevel dejlig, sagde Ane-Lise Søvndahl-Petersen. Jeg beklager, hvis jeg i det foregående har talt noget dystert, men jeg kunne ikke i aften holde juletale uden også at påpege dette.
Julen har hvert år en underlig magt over vore hjerter og tanker, Selv om man aldrig føler trang til at gå i kirke, så er det næsten en selvfølge, at i julen må man i kirke. Og selv om man går i kirke søndag efter søndag, så har julegudstjenesten en egen magt over os. Hvad kommer det af? Jeg tror, at vi alle føler og forstår, at i julebudskabet står vi overfor den store glæde - den glæde som overgår al anden glæde, den glæde som varer, selv når al anden glæde forsvinder.
Men så alligevel midt i al glæden dukker der en erindring op og jeg kommer til at tænke på et julebillede. Ikke et pastelfarvet kort med en gylden madonna og hendes barn og heller ikke en munter dansk idyl med nisser, der kælker ned ad en bakke. Men et avisbillede forestillende en lille negerdreng der sidder i snavset udenfor det faldefærdige blikskur, der må kaldes hans hjem. - jo, jeg sagde julebillede. For netop dette fotografi har sagt mig noget om julen, som jeg var godt på vej til at glemme i min egen magelighed, indtil jeg så disse utrygge brune afrikanerøjne stirre på mig fra en avis.
Hvorfor skal vore farvede folkeslag stadig leve under så dårlige forhold, og hvorfor har disse mennesker ikke krav på den samme tilværelse som vi europæere? Derfor er dette billede mit bulebillede, og jeg ønsker ikke at glemme ham, for han er et barn ligesom alle andre børn, men blot med den forskel, at han uforskyldt må lide under voksne mennesker hovmod og kolde hjerter.
Over hele jorden skal kristne mennesker nu til at fejre julen. Måtte vi dog forstå, at det slet ikke drejer sig om at blive rørte over en smuk gammel historie og et yndigt barn. Den store glæde, som julen gerne vil bringe os, lad den nå længere end blot til vor egen lille kreds og lad den følge os hele livet fremover, sluttede Ane-Lise Søvndahl-Petersen og citerede to vers af Arnulf Øverland

Der er en lykke i livet,
som ikke vendes til lede.
Det, at du glæder en anden,
det er den eneste glæde.

Der er en sorg i verden,
som ingen tårer kan lette
Den, at det er for sent
da du skønte dette

Luciaoptog
Efter juletalen kom så årets luciaoptog ligeledes af pigekorets medlemmer, og med luciabruden i spidsen, og dette indslag er år efter år lige så betagende og gribende. Og der blev derefter budt på kaffebord.
Traditionen tro sluttedes med det festlige jule gavespil om en række fine gevinster. og den smukke julefest sluttede med at formanden ønskede alle medlemmer en glædelig jul og takkede Ane-Lise Søvndahl-Petersen for den gribende juletale, samt pigekoret og forstander Hehnel fordi man hvert år stiller kollegiets sal til rådighed for husmoderforenings julefest


Kilde:
Kalundborg Folkeblad 12. dec. 1973, side 6 Husmorforeningen på Kollegie'et

Sidst opdateret 19. september 2015
©Jyderup Realskole